Vedtægter

§ 1
FORENINGENS NAVN og HJEMSTED.
Stk. 1
Danmarks Veteraner Østjyderne.
Stk. 2
Den til enhver tid siddende formands adresse.
§ 2
FORENINGENS FORMÅL
Stk. 1
➢ At samle hjemsendt og tjenstgørende personel, der har deltaget i fredsstøttende (tidl. fredsbevarende og fredsskabende) og humanitære missioner for herigennem at styrke og knytte de kammeratlige bånd blandt medlemmerne.
➢ At medvirke til oplysning om de aktiviteter af fredsstøttende og humanitær karakter, dansk personel deltager i.
➢ At hædre afdøde medlemmer på værdig vis.
➢ At forvalte de midler, der stilles til foreningens rådighed.
➢ At støtte landsforeningen i dennes arbejde.
Stk. 2
Foreningen skal i sin virksomhed etablere og vedligeholde kontakt og samarbejde med forsvarets myndigheder og institutioner samt med foreninger og sammenslutninger, som efter foreningens formål skønnes naturligt. Det er en forudsætning, at foreningens fulde identitet bevares og at landsforeningen godkender aktiviteterne.
§ 3
MEDLEMMER
Stk. 1
Adgang til at blive medlem af foreningen har enhver, der har gjort eller gør tjeneste i fredsstøttende og humanitære missioner, og har modtaget en medalje herfor (eks. FN-medalje eller Forsvarets medalje).

Stk. 2
Støttemedlemmer kan optages direkte under Østjyderne og betaler Østjydernes støttemedlemskontingent (samme beløb som vi modtager Pr. medlem fra Landsforeningen). Som støttemedlem optages enhver der måtte ønske det, og som kan godkendes af bestyrelsen. Støtte medlemmer har ingen forpligtigelser eller rettigheder i foreningens eller landsforeningens anliggender, og modtager ikke medlemsbladet, (kan læses på hjemmesiden). Støttemedlemmer modtager informationer m.m. på e-mail, som øvrige medlemmer og deltager i arrangementer/aktiviteter på lige fod med disse.

Stk. 3
Beslutning om eksklusion af medlemmer, der har gjort sig skyldig i én i den offentlige mening vanærende handling eller som skader foreningens omdømme og tarv, kan kun træffes af repræsentantskabet. Den til eksklusion indstillede, har ret til personligt at forsvare sig her. Vedrørende eksklusion af Østjyllands støttemedlemmer, er det alene den til enhver tid siddende bestyrelse i Østjyderne, der afgør sagen.

Stk. 4
Som æresmedlemmer kan udnævnes personer, medlemmer såvel som ikke-medlemmer, der har ydet en særlig fortjenstfuld indsats for foreningen. Æresmedlemmer udnævnes af repræsentantskabet. Foreningen kan indstille.
§ 4
KONTINGENT
Stk. 1
Kontingent indeholder betaling for medlemsbladet
Stk.2
Kontingentets størrelse og regler for opkrævning fastsættes hvert år af repræsentantskabet i forbindelse med budgetforslag.
Stk. 3
Kontingentet opkræves helårlig med forfaldsdato den 15. februar. Manglende betaling af kontingent, medfører sletning af medlemskab og nulstilling af anciennitet.
Østjydernes andel tilsendes ca. februar og december. Samtidig meddeles det hvilke medlemmer der har betalt.
§ 5
VALG
Stk. 1
Bestyrelsen består af:
• Formand vælges i ”lige år”
• Kasserer vælges i ”ulige år”
• 4 medlemmer, 2 vælges i ”lige år”,2 vælges i ”ulige år”
• 2 suppleanter vælges hvert år
Udover bestyrelsen vælges:

• 2 Bilagskontrolanter 1 hvert år, for 2 år.
• 1 Bilagskontrolantsuppleant hvert år
• Fanebærere/fanevagter udtages efter behov.
• Repræsentanter: formand + 2 for første 100, derefter1 for hver 100.
Stk. 2
Valgene sker ved simpelt stemmeflertal. Genvalg kan finde sted.
§ 6
BESTYRELSE
Bestyrelsen står for foreningens daglige drift og fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen konstituerer sig med næstformand, sekretær og webmaster efter hver generalforsamling. Ved stemmelighed i bestyrelsen, er formandens stemme udslagsgivende.

Bestyrelsen tegnes af formand og kasserer.

§ 7
GENERALFORSAMLING
Stk. 1
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 2
Generalforsamlingen vælger foreningens bestyrelse mv.
Stk. 3

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i februar måned og indkaldes med 4 ugers varsel. Indkaldelse med angivelse af dagsorden sker i medlemsbladet så betids, at vedtægterne overholdes. Udsendes også på e-mail.
Stk. 4
Dagsorden:

  1. Valg af dirigent.
  2. Valg af referent.
  3. Valg af stemmetællere.
  4. Godkendelse af dagsorden.
  5. Bestyrelsens beretning.
  6. Fremlæggelse af regnskab.
  7. Indkomne forslag.
  8. Valg jfr. § 5, stk. 1.
  9. Orientering om Hovedforening og fremtiden.
  10. Eventuelt

Stk. 5
Forslag der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være formanden i hænde seneste 14 dage før generalforsamlingen.
Stk. 6
Ekstraordinær generalforsamling kan forlanges indkaldt af 3 bestyrelsesmedlemmer eller ¼ af medlemmerne ved skriftlig henvendelse til formanden med angivelse af dagsorden.
Stk. 7
Der kræves 2/3 af de fremmødte stemmer for at ændre vedtægterne. Ved genfremsættelse kræves almindeligt stemmeflertal.
Andre forslag vedtages med almindeligt stemmeflertal.
§ 8
REGNSKAB
Stk. 1
Regnskabet går fra den 1. januar til den 31. december.
Stk. 2
Årsregnskabet fremlægges af kassereren, der skal føre de for regnskabsaflæggelsen nødvendige bøger.
Stk. 3
Foreningens midler indsættes på konto 1551 4789121966 i Danske Bank, hvorfra der kun kan hæves af kasserer eller formanden.
Stk. 4
Senest 15. januar skal regnskabet være afleveret til revisorerne. Efter revision kan det ses på hjemmesiden.
Stk. 5
Foreningens CVR Nr. er 4165 2578.
§ 9
FORENINGENS OPLØSNING
Stk. 1

Foreningen kan kun opløses, når 4/5 af den samlede generalforsamling stemmer herfor på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger.
Stk. 2
I tilfælde af foreningens opløsning skal dens midler mv. straks overføres til Hovedforeningen.
Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 21. november 1972.
Ændret på generalforsamlingen den 10. marts 1986.
Ændret på generalforsamlingen den 6. marts 2002.
Ændret på generalforsamlingen den 9. marts 2007.
Ændret på generalforsamlingen den 10. februar 2011.
Ændret på generalforsamlingen den 14. februar 2017.
Ændret på generalforsamlingen den 12. februar 2019.
Ændret på generalforsamlingen den 8. februar 2022.                                                                                                                                                                    
Ændret på generalforsamlingen den 14. februar 2023.

Dirigent._____________________________________

Formand.____________________________________